USAs kongres klar med ny hjælpepakke for 480 milliarder dollar

Kongressen i Washington er klar med en ny hjælpepakke til mindre virksomheder, der er ramt af coronakrisen.

Det siger den republikanske flertalsleder i Senatet, Mitch McConnell, i en udtalelse tirsdag aften dansk tid.

Pakken indeholder hjælp for i alt 480 milliarder dollar. Det svarer til omkring 3300 milliarder kroner.

Den består af låneordninger for i alt 380 milliarder, hjælp til hospitaler for 75 milliarder og 25 milliarder dollar til test for coronavirus.

– Jeg byder denne tværpolitiske aftale velkommen og håber, at Senatet hurtigt vedtager den, når medlemmerne har læst den endelige tekst, siger McConnell.

Senatet ventes at stemme om pakken senere tirsdag. Derpå sendes den videre til godkendelse i Repræsentanternes Hus, der ventes at stemme senere på ugen.

Præsident Donald Trump har sagt, at han støtter det nye tiltag. Han opfordrede tidligere tirsdag Kongressen til at vedtage hjælpepakken.

Trump skrev på Twitter, at når hjælpepakken er en realitet, vil han indlede forhandlinger om skattelettelser til regeringer i delstaterne og på lokalt plan.

I forvejen har Kongressen stemt tre andre hjælpepakker igennem, så den samlede statslige håndsrækning i USA nu er oppe på næsten 3000 milliarder dollar.

Coronavirus har kostet over 43.000 amerikanere livet. Over 810.000 er bekræftet smittet med virusset.

Krisen har ført til, at over 22 millioner amerikanere har mistet deres arbejde, fordi en lang række virksomheder er blevet tvunget til at lukke for at begrænse smitten.

/ritzau/Reuters