Tysk Oktoberfest er aflyst på grund af coronakrise

Den tyske folkefest Oktoberfest er blevet aflyst på grund af coronakrisen.

Det oplyser ministerpræsident i delstaten Bayern Markus Söder ifølge nyhedsbureauet dpa.

De tyske myndigheder har vurderet, at “risikoen er for høj” ved at gennemføre verdens største ølfestival.

Oktoberfest skulle have løbet af stablen fra 19. september til 4. oktober. Normalt tiltrækker folkefesten omkring to millioner udenlandske gæster.

Det er dog for farligt at gennemføre festen, “så længe der ikke er nogen vaccine” mod coronavirus”, siger Markus Söder.

– Det er smertefuldt, det er utrolig trist, siger han om aflysningen på et pressemøde i München, hvor også borgmester Dieter Reiter var til stede.

De håber begge at kunne gennemføre festivalen i 2021.

/ritzau/