Senatet i USA godkender ny hjælpepakke for 480 milliarder dollar

En enorm økonomisk hjælpepakke til mindre virksomheder i USA er blevet godkendt i Senatet.

Pakken indeholder hjælp for i alt 480 milliarder dollar, der skal afbøde de økonomiske konsekvenser af coronapandemien. Det svarer til omkring 3300 milliarder kroner.

Den består af låneordninger for i alt 380 milliarder, hjælp til hospitaler for 75 milliarder og 25 milliarder dollar til test for coronavirus.

Lovforslaget, som støttes af Det Hvide Hus, går nu videre til Repræsentanternes Hus, hvor det skal stemmes om torsdag.

Præsident Donald Trump har sagt, at han støtter det nye tiltag. Han opfordrede tidligere tirsdag Kongressen til at vedtage hjælpepakken.

Trump skrev på Twitter, at når hjælpepakken er en realitet, vil han indlede forhandlinger om skattelettelser til regeringer i delstaterne og på lokalt plan.

I forvejen har Kongressen stemt tre andre hjælpepakker igennem, så den samlede statslige håndsrækning i USA nu er oppe på næsten 3000 milliarder dollar.

Coronavirus har kostet over 43.000 amerikanere livet. Over 810.000 er bekræftet smittet med virusset.

Krisen har ført til, at over 22 millioner amerikanere har mistet deres arbejde, fordi en lang række virksomheder er blevet tvunget til at lukke for at begrænse smitten.

/ritzau/Reuters