Dylans tekst til ikonisk sang er sat til salg for rekordbeløb

Den amerikanske musiker og sangskriver Bob Dylans håndskrevne tekst til 60’er-klassikeren “The Times They Are A-Changin” er sat til salg for 2,2 millioner dollar. Beløbet svarer til 15,1 million kroner.

I 2014 blev Dylans håndskrevne tekst til “Like a Rolling Stone” solgt for rekordbeløbet 2,0 million dollar på en auktion hos Sotheby’s i New York City.

Det er det hidtil største beløb, der er betalt for en sangtekst, men den rekord kan blive slået, hvis en køber er villig til at lægge det krævede beløb for teksten til “The Times They Are A-Changin”.

Sælgeren hedder Gary Zimet og er indehaver af en forretning i Los Angeles, der handler med autografer.

– Det er ikke en auktion. Det er et privat salg efter først til mølle-princippet, siger han.

Den 78-årige Bob Dylan skrev teksten til “The Times They Are A-Changin” i 1963, og sangen var med på hans album af samme navn i 1964. Sangen anses som en af mest ikoniske protestsange i 1960’erne.

/ritzau/Reuters