Lady Gaga og Taylor Swift synger i kampen mod coronavirus

Lady Gaga, Paul McCartney, The Rolling Stones og Beyoncé har sparket en global tv-begivenhed til ære for sundhedspersonale under coronapandemien i gang.

Støttekoncerten “One World: Together at Home” løber af stablen natten til søndag dansk tid og er en kombination af musik, komedie og historier fra blandt andre læger og sygeplejersker, som står i frontlinjen i kampen mod coronavirusset.

Den to timer lange koncert, der bliver sendt på YouTube og en lang række amerikanske og udenlandske tv-kanaler, omfatter toppen af poppen.

Således bidrager blandt andre Taylor Swift, Elton John, Stevie Wonder, David Beckham, Michelle Obama, Oprah Winfrey og Billie Eilish med hjemmevideoer.

– Jeg er så taknemmelig for sundhedsarbejderne, de supermarkedsansatte og postarbejderne, der arbejder så hårdt, siger superstjernen Lady Gaga, som står bag initiativet.

Showets værter er Jimmy Kimmel, Stephen Colbert og Jimmy Fallon.

“One World: Together at Home” er arrangeret af Verdenssundhedsorganisationen (WHO) og ngo’en Global Citizen.

Begivenheden er rettet mod at tilskynde filantroper og virksomheder til at bidrage til WHO’s Covid-19-solidaritetsfond.

Arrangørerne oplyser ifølge nyhedsbureauet Reuters, at virksomheder og andre donerer allerede har bidraget med omkring 150 millioner dollar, hvilket svarer til over en milliard danske kroner.

En del af pengene går til Unicef, og generalsekretær Karen Hækkerup har svært ved at få armene ned over koncerten.

– Der er nogle begivenheder, der definerer generationer. Corona vil definere vores generation.

– Både fordi den på tragisk vis vil kræve så mange liv, men også fordi vi i fællesskab kommer med nogle svar, viser sammenhold, og hjælper alle dem, der ikke kan komme igennem den her krise alene, udtaler hun i en pressemeddelelse.

– Den her koncert vil blive husket som en stjerne, der lyste i en mørk tid, tror jeg.

/ritzau/