Trump vil genåbne USA i tre faser og lade guvernører om det

USA’s præsident, Donald Trump, har foreslået over for landets delstatsguvernører, at den amerikanske økonomi bliver genåbnet i tre faser.

Hastigheden af genåbningen skal afhænge af, hvor stor succes de enkelte delstater har med at hindre spredningen af coronavirus samt tilgængeligheden af test.

Det fortæller Trump på et pressemøde i Det Hvide Hus natten til fredag dansk tid, hvor han præsenterer retningslinjerne for en genåbning af USA’s økonomi.

Her siger Trump blandt andet, at han har givet delstatsguvernørerne bemyndigelse til at skræddersy deres egen genåbningsproces.

Hvis de føler, at de har brug for fortsat at holde deres delstat lukket, vil præsidenten tillade dette, siger han.

Ifølge Trump bør delstaterne gradvist lade amerikanerne vende tilbage til deres job, sådan som omstændighederne nu tillader det.

– Vi åbner ikke det hele på én gang, men et meget omhyggeligt skridt ad gangen, siger han.

/ritzau/Reuters