1081 på fransk hangarskib blev smittet med Covid-19

Frankrigs forsvarsministerium siger, at ud af 2010 testede på hangarskibet “Charles de Gaulle” er 1081 bekræftet smittede med Covid-19. 545 medlemmer af besætningen har symptomer, og 24 er indlagt.

Hangarskibet lagde til i havnebyen Toulon søndag, efter at ministeriet havde beordret skibet hjem en uge før planlagt. Det skete, fordi omkring 40 personer om bord var syge og havde symptomer på coronavirus.

De mange hundrede søfolk, der ikke er indlagt på et hospital, er nu isoleret på deres flådebase.

Ved en lukket høring i Senatet har militæret fredag forsvaret håndteringen af krisen på hangarskibet.

“Charles de Gaulle” sejlede fra Frankrig den 21. januar for at støtte fransk militærs operationer mod militante islamister i Syrien og Irak. Derefter skulle det sejle videre via Atlanterhavet til det Baltiske Hav for at deltage i øvelser.

/ritzau/AFP