Bolsonaro ser på fyring af sundhedsminister midt i coronakrise

Det forventes, at Brasiliens præsident, Jair Bolsonaro, vil fyre landets sundhedsminister, Luiz Henrique Mandetta, midt i coronakrisen.

Meldingen kommer efter en pressebriefing, hvor bølgerne gik højt mellem Bolsonaro og Mandetta.

De to har været uenige om håndteringen af pandemien i ugevis, hvor Bolsonaro har talt alvoren ned.

Mandetta har anerkendt forskellighederne og har sagt, at han har drøftet sin eventuelle afløser med præsidentens stabschef.

– Præsidenten har gjort det klart, at han vil have en anden holdning end sundhedsministeriets.

– Jeg tilbyder en vej fremad, der er baseret på videnskab. Uden for det er du nødt til at finde alternativer, har Mandetta sagt.

I et notat, som nyhedsbureauet Reuters har fået indsigt i, fremgår det, at Mandetta vil blive fyret i de “kommende timer eller dage”.

I stedet er Wanderson de Oliveira, der er minister for sundhedsvæsenet, og en af nøglepersonerne i kampen mod coronavirus i Brasilien, på tale som ny minister.

Mandetta har givet udtryk for, at han nægter at vige pladsen frivilligt for Oliveira, som han er chef for i dag.

Unavngivne personer har oplyst til Reuters, at Mandetta har til hensigt at blive i jobbet, indtil Bolsonaro har valgt sin erstatning.

Bolsonaro har kaldt coronavirus og Covid-19 for en “lille forkølelse” og mener, at tiltagene går unødvendigt ud over økonomien og tenderer “hysteri”.

Men sundhedsmyndighederne er bekymrede for en stigning og regner med, at epidemien først vil toppe i slutningen af april.

Derudover er der særlig bekymring for virusspredning i favelaer, som slumkvarterer i Brasilien kaldes, samt blandt oprindelige folk i Amazonas.

I Brasilien er der over 28.000 bekræftede Covid-19-syge og 1736 dødsfald.

/ritzau/Reuters