Bolsonaro fyrer sin sundhedsminister midt i coronakrise

Brasiliens præsident, Jair Bolsonaro, har fyret sin sundhedsminister, Luiz Henrique Mandetta.

Det skriver den nu tidligere minister på Twitter torsdag.

Fyringen kommer efter længere tids uenighed om, hvordan regeringen skal håndtere coronapandemien.

Mandetta har talt for, at man skal holde afstand og indføre forskellige tiltag for at bremse spredningen af coronavirus.

Men Bolsonaro holder fast i, at de tiltag er både unødvendige og skadelige for økonomien, og at reaktionerne på udbruddet er ude af proportioner.

Præsidenten har nedtonet truslen fra coronavirusset, som han har kaldt “en lille influenza”, og har blandt andet holdt store valgmøder på trods af virusudbruddet.

Nelson Teich ventes at blive ny sundhedsminister, siger en kilde med kendskab til sagen.

Teich er onkolog og arbejder i dag som medicinsk konsulent, fremgår det af hans LinkedIn profil. I opslag på sociale medier har Teich forsvaret mange af de samme tilgange, som nu tilsyneladende har fået Mandetta fyret.

En nylig meningsmåling har vist, at 76 procent af brasilianerne mener, at sundhedsministeriets indsats over for coronavirusset er god eller meget god. Kun 33 procent af de adspurgte giver præsident Bolsonaro samme skudsmål.

Antallet af dødsfald relateret til coronavirus i Brasilien steg til 1924 torsdag. 30.425 mennesker er bekræftet smittet med virusset, viser tal fra landets sundhedsministerium.

/ritzau/Reuters