Warren giver Biden sin støtte i præsidentvalgkamp

Den amerikanske senator Elizabeth Warren, der selv måtte opgive at blive Demokraternes præsidentkandidat, giver sin støtte til tidligere vicepræsident Joe Biden.

Det meddeler hun på Twitter onsdag.

– I denne krisetid er det vigtigere end nogensinde, at den næste præsident genopretter amerikanernes tiltro til god og effektiv regeringsførelse. Og jeg har set Joe Biden hjælpe vores nation med at komme sig, skriver Warren på Twitter.

– I dag er jeg stolt af at erklære min støtte til Joe Biden som USA’s præsident.

Biden er i realiteten den eneste tilbageværende i Det Demokratiske Partis kapløb om at blive den nominerede præsidentkandidat, der stiller op mod præsident Donald Trump ved valget i november.

Senator Bernie Sanders’ navn er stadig på stemmesedlerne, men Sanders har indstillet sin valgkamp og har også formelt erklæret sin støtte til Biden.

Dermed er det ventet, at Biden formelt bliver Det Demokratiske Partis præsidentkandidat, når der senere på året holdes partikongres.

/ritzau/