Rapport: Britisk økonomi kan skrumpe op til 13 procent i år

Den britiske økonomi kan i perioden april-juni blive reduceret med 35 procent. I perioden kan ledigheden blive mere end fordoblet til ti procent, som følge af nedlukningen af samfundet under coronakrisen.

Det viser beregninger fra den britiske regerings budgetkontor, OBR.

En model i beregningerne viser, at det Storbritanniens bnp kan falde 13 procent i 2020, hvis samfundet lukkes ned over tre måneder i forbindelse med coronavirusset.

– Et fald på 13 procent i bruttonationalproduktet (bnp) vil være klart større end de fald, der skete ved afslutningen af de to verdenskrige og under finanskrisen, hedder det i rapporten fra budgetkontoret.

Beregningerne viser, at hvis Storbritanniens bnp falder 35 procent i det andet kvartal, så vil det derefter stige markant igen, når gældende restriktioner ophæves.

Den britiske overvågningsinstans siger, at et budgetunderskud kan blive på 273 milliarder pund i skatteåret 2020/21. Det er et beløb svarende til 2336 milliarder kroner.

OBR advarer om, at beregningerne er behæftet med stor usikkerhed, og tallene er særdeles følsomme over for en række forskellige faktorer i den økonomiske og samfundsmæssige udvikling.

I en separat rapport siger Den Internationale Valutafond, IMF, at den britiske økonomi står til at falde med 6,5 procent i 2020 som helhed.

I Frankrig sagde landets finansminister, Bruno Le Maire, tirsdag, at den franske økonomi står til at falde med otte procent, hvilket er værre end hidtil antaget.

Le Maire har tidligere talt om et fald på omkring seks procent i bruttonationalproduktet.

/ritzau/AFP