Republikanere foreslår pengegave for at få gang i hjulene

Republikanerne i Senatet i USA har fremlagt en krisepakke på 1000 milliarder dollar og vil blandt andet give amerikanere kontant støtte under coronaviruspandemien.

Krisepakken, der svarer til knap 7000 milliarder kroner, blev præsenteret af Republikanernes flertalsleder i Senatet, Mitch McConnell, torsdag.

Ifølge forslaget vil hver amerikaner i udgangspunktet modtage et beløb svarende til godt 8000 kroner i støtte. Ægtepar modtager det dobbelte.

Kontanthjælpen gives efter behov, men ingen vil få mindre end 4000 kroner.

Ifølge forslaget skal der også gives støtte til børn, således at hvert barn får cirka 3400 kroner.

Republikanerne håber, at pengegaven til amerikanske familier kan få gang i den amerikanske økonomi, der er ved at gå i stå.

/ritzau/AFP