Nu har Italien flere corona-døde end Kina

Italien er nu det land i verden, der officielt har flest dødsfald på grund af coronavirus.

Med 427 nye dødsfald i det seneste døgn er der i alt flere døde i Italien end i Kina, der officielt har 3245 døde som følge af pandemien.

Italien har nu i alt registreret 3405 corona-dødsfald. Det viser de seneste tal offentliggjort af italienske myndigheder torsdag.

Udbruddet af coronavirusset blev opdaget i Kina kort før nytår. Siden har det bredt sig til resten af verden.

I Italien er særligt den nordlige del af landet hårdt ramt. Den italienske regering har for længst indført udgangsforbud over hele landet i et forsøg på at stoppe spredningen af virusset.

/ritzau/