Monacos fyrste er smittet med coronavirus

Fyrst Albert II af Monaco er testet positiv for coronavirus. Det meddeler paladset i det lille fyrstedømme torsdag.

Af meddelelsen fremgår det, at han ikke er alvorligt syg. Han blev testet for smitte tidligere på ugen.

Af meddelelsen fra hoffet fremgår det, at fyrsten fortsætter sit arbejde på sit kontor i paladset. Han er også fortsat i kontakt med medlemmer af sin regering og med sine nærmeste medarbejdere, skriver nyhedsbureauet dpa.

I Monaco er der, som i Frankrig, Italien og Spanien, udgangsforbud, skriver dpa.

Fyrst Albert har appelleret til sine landsmænd om at begrænse kontakten til andre mennesker til et minimum for at få bugt med coronasmitten.

Det er ikke umiddelbart kendt, at nogen andre kongelige skulle være smittet med coronavirus. Dermed kan fyrsten være den første kongelige person, der har fået bekræftet coronasmitte.

Den 62-årige fyrst Albert har været monark i Monaco, der har omkring 31.000 indbyggere, siden 2005.

/ritzau/AFP