Danmark kræver mere coronahjælp fra EU: Hver dag tæller

Mens Europas lande har sat hverdagen på pause for at bekæmpe spredningen af coronavirus, stiger regningen for virksomheder – og dermed lønmodtagere – hastigt dag for dag.

Derfor skal også EU i sving, påpeger beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) før en videokonference om coronakrisen torsdag med kolleger i EU.

– EU-Kommissionen skal i gang hurtigt og få tingene til at virke. Hver dag betyder noget i denne situation, siger han.

EU-Kommissionen “følger udviklingen tæt” og “undersøger alle nye forslag”, som EU-landene måtte pege på, hedder det i et skriftligt svar til Ritzau.

Det handler ifølge Hummelgaard om at skabe tryghed og tillid hos virksomheder og lønmodtager til, at “vi kan klare sig os igennem sundhedskrisen, og at det ikke ender i en økonomisk krise”.

Så vil “vi være bedre stillet på den lange bane”, vurderer ministeren.

Hummelgaard vil have større fleksibilitet i EU-programmerne, så penge, der måske var tiltænkt andre projekter, kanaliseres over i krisehjælp.

– Det har jeg tænkt mig at tale med store bogstaver om i dag. Jeg mener, at der er et stort behov for, at EU-landene kan få en hurtigere og mere fleksibel adgang til nogle af de støtte- og strukturfonde, siger han.

EU-Kommissionen med konkurrencekommissær Margrethe Vestager præsenterede fredag i sidste uge en større pakke til netop dette.

Pakken, som EU-landene i denne uge har givet støtte til, indebærer blandt andet en ordning, så EU-Kommissionen lynhurtigt kan godkende støtte til virksomheder.

Danmark var det første land, der fik en sådan støtte. Den var rettet mod tab hos arrangører af begivenheder med flere af 1000 deltagere.

Man tager desuden fuld fleksibilitet i brug og ser stort på de normale restriktioner på statsstøtte. Det er sket i erkendelse af, at alle landene i EU får brug for ekstra penge til at holde hånden under virksomhederne.

Desuden ligger det i forslaget, at man bruger 37 milliarder euro fra strukturfondene til bekæmpelsen af coronavirus.

EU-Kommissionen håber, at forslaget om hjælpepakken kan godkendes formelt allerede i næste uge. Det siger en talsmand torsdag.

Men for beskæftigelsesministeren er det ikke nok.

Han nævner blandt andet “globaliseringsfonden” som en kasse, der bør åbnes “for at afhjælpe landene i sådan en situation”.

I et skriftligt svar henviser EU-Kommissionen til, at formand Ursula von der Leyen er klar til at “gøre alt, hvad der måtte kræves, for at afbøde de sociale og økonomiske følger”.

– Vi følger udviklingen tæt og er i fast kontakt med medlemslandene. Som situationen udvikler sig, vil EU-Kommissionen nøje undersøge alle yderligere tiltag, som landene måtte pege på, siger en talsmand.

Talsmanden henviser blandt andet til midler fra de forskellige EU-fonde. De omfatter blandt andet samhørighedsfonden, fiskerifonden og socialfonden.

/ritzau/