Biden vinder store delstater – pres på Sanders for at droppe ud

Med tre sikre sejre til Joe Biden ved demokratiske primærvalg i USA stiger presset på senator Bernie Sanders for at få ham til at trække sig som kandidat.

Tidligere vicepræsident Biden vandt tirsdag stort i de to meget store delstater Florida og Illinois, og han sikrede sig en komfortabel sejr over Sanders i Arizona.

Joe Biden har fået 62 procent af stemmerne i Florida mod 23 procent til Sanders. I Illinois med millionbyen Chicago sikrede Biden sig 59 procent mod 36 til Sanders. I Arizona ser det i procent ud til at ende 44-32.

Dermed er Biden ved at skaffe sig et så stort forspring, at Sanders næppe vil kunne indhente det.

Ved primærvalg vindes der delegerede. De skal på et partikonvent i juli udpege Det Demokratiske Partis præsidentkandidat og udfordrer til præsident Donald Trump ved valget i november. Det er i det regnestykke, at Biden fører. Dertil skal lægges såkaldte superdelegerede, der langt overvejende vil bakke Biden op.

Det var tirsdag igen de samme vælgergrupper, som ved tidligere primærvalg, herunder supertirsdag 3. marts, som igen bakkede op om Biden, påpeger en række amerikanske medier.

Det er sorte samt hvide vælgere over 50. Mens Sanders med sin erklærede socialistiske politik støttes af mange unge vælgere.

I en sejrstale anerkendte Biden, at Sanders og hans unge vælgere med deres energi har flyttet de politiske hegnspæle i Det Demokratiske Parti.

– Vi kan være uenige om taktikken, men vi deler det fælles mål, sagde Biden om sundhedspolitik, økonomisk ulighed og klimaforandringer.

– Så lad mig sige særligt til jer unge vælgere, som har været inspireret af senator Sanders: Jeg hører jer. Jeg ved, hvad der er på spil. Jeg ved, hvad vi må få gjort.

– Vores mål som kampagne og mit mål som præsidentkandidat er at forene dette parti og derpå forene denne nation, sagde han.

Men fra Sanders lejr var der ingen tegn på, at man var klar til at overgive til sig til Biden.

Det var også planlagt, at Ohio skulle stemme tirsdag, men man valgte at udsætte valget på grund af den hurtige spredning af coronavirus.

/ritzau/