Trump vil sænke skat for at understøtte virusramt økonomi

USA’s præsident, Donald Trump, annoncerede natten til torsdag flere tiltag, der skal understøtte den amerikanske økonomi, som er påvirket af det globale virusudbrud.

I USA er de store aktieindeks faldet med omkring 20 procent i løbet af få uger, og udbruddet har som i mange andre lande svækket den økonomiske aktivitet.

Selv om Trump i sin tale insisterede på, at USA fortsat har en stærk økonomi, så opfordrer han Kongressen til at godkende en midlertidig lempelse af den såkaldte payroll tax.

Det er en skat for lønmodtagere, som minder om det danske arbejdsmarkedsbidrag. Satsen er på 6,2 procent for årsindkomster på op til knap 140.000 dollar.

– Forhåbentlig vil de overveje det meget kraftigt, siger Trump om lovgiverne i Kongressen.

Trump vil desuden bede finansministeriet om at udskyde skattebetaling for “individer og selskaber, der er særligt påvirket” af virusudbruddet.

Alene det tiltag vil ifølge Trump tilføre den amerikanske økonomi over 200 milliarder dollar i likviditet.

Han vil desuden instruere myndigheden Small Business Administration (SBA), der støtter selvstændige og små virksomheder, til at “tilbyde kapital og likviditet til firmaer, der påvirkes af coronavirus”.

SBA skal give virksomheder i de hårdest ramte brancher lån med lave renter, og Trump vil bede Kongressen om 50 milliarder dollar til initiativet.

Han opfordrer desuden forsikringsselskaber til at friholde virussmittede personer for at skulle betale for medicinsk behandling.

/ritzau/AFP