Trump vil afbøde økonomiske konsekvenser af virusudbrud

USA’s præsident, Donald Trump, vil på et pressemøde tirsdag annoncere tiltag for at afbøde negativ påvirkning af den amerikanske økonomi fra udbruddet af nyt coronavirus. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

– Jeg vil være her i morgen eftermiddag for at informere jer om nogle af de økonomiske skridt, vi tager, som vil være betydelige, siger Trump til journalister i Det Hvide Hus sent mandag aften dansk tid.

Udmeldingen kommer, efter en blodrød dag på det amerikanske aktiemarked og andre børser verden over.

Ifølge finansminister Steven Mnuchin vil “USA anvende alle værktøjer” til at bekæmpe virusudbruddets påvirkning af økonomien. Han tilføjer, at topcheferne for de amerikanske banker er indkaldt til et møde i Det Hvide Hus senere denne uge, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Mandag steg antallet af bekræftede coronasmittede personer i USA til over 600. 23 af de virusramte er døde.

/ritzau/