Virus spreder sig på hotel med danske turister på Tenerife

Endnu en person er testet positiv for coronavirus på et hotel på Tenerife, hvor flere danske turister i øjeblikket er i karantæne.

Det skriver den spanske avis El País.

Op mod 1000 gæster er blevet sat i karantæne på hotellet i byen Adeje, efter at en italiensk turist blev testet positiv for virusset mandag.

Den italienske turist, der selv er læge, henvendte sig søndag på en privat klinik med symptomer på virusset.

Ifølge de lokale myndigheder er mandens hustru tirsdag aften også testet positiv.

De er nu begge indlagt på et hospital i byen Santa Cruz, skriver El País.

Mindst seks danskere opholder sig i øjeblikket på det firestjernede hotel H10 Adeje Palace.

De er alle sat i karantæne, mens myndighederne tester gæsterne for virusset. Den proces vil ifølge de lokale myndigheder tage flere dage.

Gæsterne skal blive på hotellet, indtil resultatet af to test foreligger. Herefter vil de spanske sundhedsmyndigheder iværksætte “passende foranstaltninger”, siger en talsmand.

/ritzau/