Parter mødes for at redde stumperne i atomaftale med Iran

Repræsentanter for en række lande, der i 2015 underskrev en historisk atomaftale med Iran, vil onsdag mødes i Wien i et forsøg på at redde aftalen.

Aftalen hænger i en tynd tråd, efter at USA’s præsident, Donald Trump, i 2018 valgte at trække stormagten ud af aftalen.

USA benyttede lejligheden til at genindføre sanktioner mod styret, og den seneste tid har Iran gentagne gange forbrudt sig mod betingelserne i aftalen.

Nu vil de lande, der stadig formelt er en del af aftalen, gøre et sidste forsøg på at redde stumperne.

Det gælder Iran, Storbritannien, Frankrig, Tyskland, Kina og Rusland. Derudover vil EU også være repræsenteret ved samtalerne.

– Dette er en chance – dog ikke med 100 procents sikkerhed – for at stoppe optrapningen, før det er for sent, siger Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov.

Landene vil forsøge at overtale Iran til igen at overholde betingelserne i aftalen.

Tidligt i januar annoncerede styret, at det ikke længere ville sætte begrænsninger på antallet af centrifuger, der anvendes til at berige uran.

En diplomat, der udtaler sig til nyhedsbureauet AFP på betingelse af anonymitet, oplyser, at der ikke er sat nogen tidsramme for samtalerne i Wien.

– Vi har alle et ønske om at redde JCPOA (forkortelse for navnet på atomaftalen, red.), så inspektørerne kan fortsætte deres arbejde i Iran, siger kilden.

Det er ifølge vestlige diplomater højst usandsynligt, at Iran vil adlyde et krav om igen at overholde aftalen. Iran vil i den forbindelse formentlig kræve sanktioner fra USA og EU ophævet.

Irans udenrigsminister, Mohammad Javad Zarif, har tidligere sagt, at Iran er klar til igen at overholde aftalen, hvis “Europa tilbyder meningsfulde økonomiske fordele”.

/ritzau/AFP