Påkørsel i Tenerifes lufthavn forsinker 180 SAS-passagerer

180 passagerer på et SAS-fly til Norge fra Tenerife må vente indtil onsdag med at komme hjem, efter at flyet tirsdag blev påkørt af en cateringvogn.

Ved sammenstødet fik flyet så store skader, at afgangen måtte aflyses. Passagererne måtte derfor forlade flyet igen og er nu indlogeret på et hotel.

Flytrafikken til og fra De Canariske Øer har siden lørdag været forstyrret af sandstorme, som har lukket lufthavne på øgruppen.

Ifølge det svenske nyhedsbureau TT var hjemrejsen for de 180 passagerer på det uheldsramte SAS-fly i forvejen blevet udskudt i to døgn på grund af sandstormene.

Flyet ventes at lette mod Oslo mellem klokken syv og otte onsdag morgen.

/ritzau/NTB