Spansk tenor undskylder efter flere anklager om sexchikane

Den spanske operastjerne Plácido Domingo har tirsdag undskyldt efter flere anklager om sexchikane.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Beskyldningerne kommer fra mindst 20 kvinder, der mener, at operastjernen blandt andet har kysset og rørt dem mod deres vilje. Nogle af hændelserne går helt tilbage til 1980’erne.

– Jeg vil have, at de skal vide, at jeg er virkelig ked af det, jeg har forårsaget dem. Jeg tager det fulde ansvar for mine handlinger, siger Plácido Domingo i en meddelelse til det spanske nyhedsbureau Europa Press ifølge AFP.

Indtil nu har operasangeren, der i mange år var en del af “De tre tenorer”, afvist beskyldningerne. Han har blandt andet kaldt beskyldningerne for “unøjagtige”.

/ritzau/