Politi: Flere dusin er kvæstet af bil ved tysk karneval

Mange mennesker er kvæstet efter en personbil kørte ind i folkemængde ved karneval i byen Volkmarsen i Hessen. Ifølge tysk politi er der tale om “flere dusin” kvæstede.

Dagbladet Bild skriver, at antallet af kvæstede er på over 30.

Politiet skriver på Twitter, at flere af de ramte er hårdt kvæstede. En del børn er blandt de kvæstede.

Chaufføren er anholdt efter påkørslerne i byen Volkmarsen. Det tyske nyhedsbureau dpa citerer unavngivne sikkerhedskilder for, at den anholdte er en 29-årig tysk statsborger.

En unavngiven talsmand for politiet siger til Bild, at “vi går ud fra, at det var et forsætligt angreb”.

Der er foreløbigt ingen informationer om mandens mulige motiv.

Politiet siger, at der ikke er grund til at formode øget risiko for angreb andre steder i forbundsrepublikken.

Episoden skete “Rosenmontag”, som er højdepunktet ved det tyske karneval.

Øjenvidner siger, at chaufføren øjensynligt kørte ind i folkemængden med vilje. Nyhedshjemmesiden HNA citerer øjenvidner for, at føreren af bilen “øjensynligt forsætligt ville ramme børn”.

Øjenvidner siger til radiostationen Hessischer Rundfunk, at personbilen – en sølvfarvet Mercedes – omkring klokken 14.30 kørte omkring 30 meter ind i en folkemængde, inden den standsede.

– Øjenvidner siger, at bilen kørte gennem afspærringer med fuld fart, skriver avisen Frankfurter Rundschau.

Volkmarsen er en mindre by med omkring 6800 indbyggere. Den ligger nordvest for byen Kassel.

Alle karnevalsarrangementer i Hessen er aflyst efter episoden i Volkmarsen.

Karneval er stærkt populært i store dele af det vestlige Tyskland – navnligt i Düsseldorf, Köln og andre byer ved Rhinen.

Episoden i Volkmarsen fandt sted få dage efter at en 43-årig mand skød og dræbte ni mennesker i Hessen, hvorefter han øjensynligt dræbte sin egen mor og sig selv. Manden havde ifølge de tyske myndigheder racistiske motiver.

Blandt de dræbte ved angrebet, som var et af værste racistiske angreb i Tyskland i efterkrigstiden, var tyrkere og kurdere.

/ritzau/Reuters