Otte personer er dræbt i to skyderier i Tyskland

Otte mennesker blev onsdag aften dræbt i to skyderier i den tyske by Hanau i delstaten Hessen.

Det oplyste politiet natten til torsdag ifølge nyhedsbureauet dpa. Skyderierne udløste en stor politijagt på den eller de skyldige.

Den formodede gerningsmand er senere fundet livløs i sin bolig. På adressen er der fundet yderligere et lig, oplyser en talsmand for politiet kort efter klokken fem torsdag morgen.

– Aktuelt er der ingen indikationer på, at der er andre gerningsmænd, skriver politiet i tweet.

Omstændighederne omkring disse to personers død er der ingen nærmere oplysninger om.

Det første angreb skete ifølge politiet og lokale medier omkring klokken 22, da en eller flere personer angreb en vandpibecafé i den centrale del af Hanau. Tre personer blev dræbt foran bygningen ifølge mediet OP-Online.

Vidner har oplyst, at de hørte omkring ti skud.

Derefter flygtede gerningsmanden angiveligt i bil til en bydel ved navn Kesselstadt i den vestlige del af Hanau.

Her ringede en bevæbnet mand angiveligt på dørklokken til en vandpibecafé og skød og dræbte fem personer, der befandt sig i rygeområdet, beretter avisen Bild.

Ofrene, hvoraf den ene var en kvinde, var ifølge Bild af kurdisk afstamning.

– Ofrene er personer, vi har kendt i årevis, siger barchefens søn til dpa.

Blandt de dræbte er to af stedes ansatte.

Hanau, der har næsten 100.000 indbyggere, ligger cirka 20 kilometer fra Frankfurt.

Tyskland har de seneste år lagt jord til flere angreb fra ekstremister, skriver dpa. Et af dem kostede 12 mennesker livet i Berlin i december 2016, da et køretøj blev styret ind i et julemarked.

Især angreb udført af personer eller grupper på den yderste højrefløj er en stigende bekymring for myndighederne, skriver dpa.

I oktober sidste år blev to personer dræbt i et antisemitisk angreb i den østtyske by Halle.

Og fredag anholdt tysk politi 12 medlemmer af en ekstremistisk højrefløjsgruppe. Anholdelserne skete på mistanke om, at gruppen havde planlagt storstilede angreb på moskéer.

/ritzau/