Australien evakuerer 200 borgere fra virusramt krydstogtskib

Australien vil evakuere flere end 200 af sine borgere om bord på et virusramt krydstogtskib i Japan.

Det oplyser premierminister Scott Morrison mandag.

Ifølge Morrison vil de evakuerede passagerer blive transporteret til Australiens tropiske nord, hvor de vil blive placeret i karantæne i yderligere 14 dage.

Krydstogtskibet “Diamond Princess” har været i karantæne, siden det ankom til Yokohama i Japan den 3. februar med cirka 3700 passagerer og besætningsmedlemmer.

Årsagen til karantænen var, at en mandlig passager, som gik i land i Hongkong, blev testet positiv for det smitsomme coronavirus fra Kina.

Smittespredningen på krydstogtskibet er den mest omfattende uden for Kina.

/ritzau/Reuters