Selvmordsangreb i Kabul koster muligvis civile livet

En kraftig eksplosion har tirsdag morgen ramt Afghanistans hovedstad, Kabul.

– Eksplosionen var et selvmordsangreb med civile ofre, siger Marwa Amini, der er vicetalskvinde for indenrigsministeriet.

Hun uddyber ikke udtalelsen, og det er uvist, hvor mange personer der er kommet til skade.

Der er foreløbigt ingen officielle meldinger om personer, der er dræbt eller såret i angrebet, der er det første større af sin slags i Kabul i månedsvis.

En lokal beboer bekræfter hændelsen.

– Det var en stor eksplosion, som rystede vores hus. Vi hørte også geværskud bagefter, og ambulancer hastede til området, siger personen.

/ritzau/AFP