Parasite overrasker og hiver flere store Oscar-priser hjem

Det er en god aften i Dolby Theatre i Los Angeles for den sydkoreanske film “Parasite”.

Således vinder instruktør Bong Joon-ho en Oscar for Bedste Instruktør.

“Parasite” har allerede vundet priserne for Bedste Internationale Film og Bedste Originale Manuskript.

Bong Joon-ho vinder foran store navne i kategorien. Herunder Martin Scorsese for “The Irishman”, Quentin Tarantino for “Once Upon a Time… in Hollywood”, Todd Phillips for “Joker” og Sam Mendes for “1917”.

Det var en ydmyg instruktør, der tog imod prisen.

– Jeg ville ønske, at jeg kunne dele prisen i fem og dele den med jer andre, sagde Bong Joon-ho til de andre nominerede i kategorien i sin takketale.

– Da jeg var ung og studerede film, var der et udtryk, som jeg har gemt dybt i mit hjerte, som er: “Det mest personlige er det mest kreative”. Citatet kommer fra vores fantastiske Martin Scorsese, sagde Bong Joon–ho.

“Parasite” er også nomineret til hovedprisen, Bedste Film.

Det er en mørk komediefilm om en arbejdsløs familie i Sydkorea, som begynder at arbejde i huset hos en rig familie. Filmen udvikler sig til en thriller, da tingene begynder at løbe ud af kontrol.

/ritzau/