Observatører: Valg i Aserbajdsjan er præget af svindel

Et parlamentsvalg i Aserbajdsjan søndag var præget af store uregelmæssigheder og mange forsøg på valgsvindel.

Det vurderer internationale observatører, som fulgte valghandlingerne.

– Der skete et betydeligt antal brud på reglerne ved stemmeoptællingen og ved den systematiske registrering af stemmerne. Det skaber bekymring om, hvorvidt valgresultatet er sandfærdigt, lyder det fra valgobservatører i Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE).

OSCE kritiserer også en række uregelmæssigheder ved valgsteder.

Dele af oppositionen havde boykottet søndagens parlamentsvalg, der ventes at styrke landets mangeårige præsident.

– Der er ikke engang minimale forhold i Aserbajdsjan for at holde demokratiske valg, siger Ali Karimli, som leder oppositionspartiet Folkelig Front.

Partiet boykottede valget.

Magten er koncentreret hos præsidenten, og parlamentet har en begrænset rolle.

Oppositionen mener, at valget er fup og svindel, og at det kun har til formål at styrke præsident Ilham Alijevs greb om magten.

Alijev har været præsident i den tidligere sovjetrepublik siden 2003. Han opløste for to måneder siden parlamentet og udskrev valg før tid.

Oppositionspartiet Musavat siger også, at store grupper vælgere har stemt mere end én gang. Desuden er stemmebokse blevet fyldt med stemmesedler, der på forhånd var udfyldt, hævder partiet.

Samtlige statslige tv-stationer har i valgkampen afvist at give taletid til oppositionen.

OSCE har sendt omkring 350 observatører til valget. Organisationen advarede også før valget om, at de grundlæggende rettigheder i Aserbajdsjan er “meget begrænsede”.

OSCE taler i en rapport om “systematisk chikane og retlig forfølgelse af dem, der udtrykker kritik af regeringen”.

I befolkningen er der udbredt utilfredshed med den økonomiske situation.

For et år siden blev Ilham Alijev selv genvalgt med 80 procent af stemmerne.

Hans kone, Mehriban Alijev, er landets vicepræsident.

Ingen af de valg, der er blevet holdt i Aserbajdsjan, siden Alijev kom til magten, er blevet vurderet som frie eller retfærdige.

/ritzau/Reuters