Merkels udkårne opgiver at blive tysk kansler

Annegret Kramp-Karrenbauer, der leder Tysklands CDU, bekræfter, at hun trækker sig som kandidat til at efterfølge Angela Merkel som tysk forbundskansler.

Hun forbliver partileder, indtil en anden kanslerkandidat er fundet, siger hun på en pressekonference i Berlin. Hun vil også forblive forsvarsminister i resten af denne valgperiode. Der er tysk forbundsdagsvalg næste år.

– Jeg giver denne meddelelse i dag, efter at jeg længe har overvejet min beslutning, siger Kramp-Karrenbauer.

– Partiledelse og kanslerkandidatur skal være placeret hos den samme person, pointerer hun.

Det næste store landsmøde i CDU, hvor en ny partileder skal vælges, står til at blive holdt i december.

Den 57-årige Kramp-Karrenbauer, der ofte omtales med sine initialer AKK, blev ny partileder efter Merkels tilbagetræden fra posten i 2018.

Hun trækker sig efter en række nederlag til CDU ved delstatsvalg. Partiet har især mistet terræn ved flere delstatsvalg i det østlige Tyskland.

Hun siger, at hun ikke mener, at hendes beslutning vil skade stabiliteten i den regerende koalition, hvor CDU arbejder sammen med det bayerske søsterparti CSU og socialdemokraterne i SPD.

Hendes beslutning om at træde tilbage fra partitoppen kommer efter et delstatsvalg i Thüringen, der skabt krise i det konservative regeringsparti.

Her valgte Merkels parti at samarbejde med det højreorienterede parti Alternative für Deutschland, hvilket udløste en strid mellem partiets topledelse i Berlin og ledere i delstaten.

– Det er utilgiveligt, og det skal trækkes tilbage, sagde Merkel om samarbejdet mellem hendes partifæller i Thüringen og AfD.

Som partileder lykkedes det ikke AKK at løse krisen under krisemøder med partifællerne i Thüringen.

Forsvarsministerposten i Tyskland, som AKK sidder på, er kendt for ofte at være udfordrende. Blandt andet fordi det tyske forsvar, Bundeswehr, har været præget af historier om højreekstremisme og dårligt udstyr.

/ritzau/dpa