Merkels udkårne opgiver at blive tysk kansler

Annegret Kramp-Karrenbauer trækker sig som kandidat til at efterfølge Angela Merkel som tysk forbundskansler, oplyser en unavngiven partikilde til dpa.

Flere internationale medier har samme historie.

Kramp-Karrenbauer vil trække sig som partileder af det konservative CDU til sommer, siger kilden.

Merkel ønsker, at hun fortsætter som forsvarsminister, hedder det.

Den 57-årige Kramp-Karrenbauer vil forsøge at organisere et valg af ny partileder og ny CDU-kanslerkandidat til sommer.

Annegret Kramp-Karrenbauer, der ofte omtales med sine initialer AKK, har haft en urolig tid som leder af regeringspartiet. Hun blev ny partileder efter Merkels tilbagetræden fra posten i 2018.

Det skete efter en række nederlag til CDU ved delstatsvalg.

CDU har især mistet terræn ved flere delstatsvalg i det østlige Tyskland.

Senest har et delstatsvalg i Thüringen skabt krise i det konservative regeringsparti. Her valgte Merkels parti at samarbejde med det højreorienterede parti Alternative für Deutschland, hvilket udløste en strid mellem partiets topledelse i Berlin og ledere i delstaten.

– Det er utilgiveligt, og det skal trækkes tilbage, sagde Merkel om samarbejdet mellem hendes partifæller i Thüringen og AfD.

Forsvarsministerposten i Tyskland, som AKK sidder på, er kendt for ofte at være udfordrende. Blandt andet fordi det tyske forsvar, Bundeswehr, har været præget af historier om højreekstremisme og dårligt udstyr.

Kramp-Karrenbauer beskrives som en jordnær og behersket politiker med en uhøjtidelig facon og politisk skarpsindighed.

Hun meldte sig ind i CDU som 19-årig og kæmpede sig gradvist op mod partitoppen. I 1984 blev hun en del af byrådet i Püttlingen.

Hendes mand er mineingeniør og parret har tre børn sammen.

Hendes karriere kulminerede i december 2018, da hun i hård kamp med den ærkekonservative forretningsmand Friedrich Merz blev valgt som ny leder for det største parti i Tyskland – og reelt som Angela Merkels efterfølger.

Netop Merkel er hun ofte blevet sammenlignet med. Ofte er hun blevet omtalt som “mini-Merkel” og “Merkel 2.0”.

AKK’s opvækst som katolsk kristen i Saarland i det sydvestlige Tyskland har dog givet hende en række værdier, der adskiller sig fra Merkels.

/ritzau/dpa