Yderligere 91 i Hubei er døde som følge af Wuhan-virus

Søndag er yderligere 91 personer bekræftet døde som følge af udbruddet af et nyt coronavirus i Kinas Hubei-provins.

Det oplyser provinsens sundhedskommission sent søndag aften dansk tid. Det samlede dødstal i Hubei som følge af virusudbruddet er dermed på 871.

De fleste af de nye dødsfald er sket i Wuhan, hvorfra virusset menes at stamme.

Wuhan, der har omkring 11 millioner indbyggere, meldte om 73 nye dødsfald søndag. Lørdag døde 63 i byen som følge af virusset.

Der er desuden registreret 2618 nye sygdomstilfælde i Hubei, så det samlede antal er oppe på 29.631.

/ritzau/