Avis: Trump lægger op til sociale besparelser i budget

USA’s præsident, Donald Trump, ventes mandag at fremlægge et budgetforslag, der indeholder besparelser på sociale ordninger som Medicare og Medicaid.

Der skal også skæres 21 procent i udviklingsbistanden, siger højtstående embedsmænd ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Til gengæld skal der gives flere penge til militæret og til USA’s veteraner, lægger Trump op til.

Det oplyser en højtstående embedsmand i Det Hvide Hus til Wall Street Journal.

Trump vil foreslå at øge udgifterne til militæret med 0,3 procent i budgettet for 2021.

Hans samlede budgetforslag ventes imidlertid ikke at blive vedtaget i sin nuværende form, skriver Wall Street Journal, idet Demokraterne har flertallet i Repræsentanternes Hus.

Men budgetforslaget kan give et fingerpeg om Trumps prioriteter, hvis han bliver genvalgt til endnu en embedsperiode ved valget i november.

Blandt andet får rumfartsagenturet Nasa et løft på 12 procent. Trump har tidligere sagt, at han vil have amerikanske astronauter på Månen inden 2024.

Andre steder bliver der hakket hårdt med sparekniven. Den amerikanske miljøstyrelse, EPA, vil ifølge forslaget blive beskåret med 26 procent, skriver Wall Street Journal.

Trump foreslår også at sætte to milliarder dollar af til at bygge sin omstridte grænsemur mod Mexico. Det er betydeligt mindre end de fem milliarder dollar, han bad om sidste år.

Det Hvide Hus lægger op til at spare 4,4 billioner dollar – eller 4400 milliarder dollar – over en periode på ti år.

/ritzau/