Indespærret krydstogtpassager længes efter en banan

To ugers ekstra ferie, eller skrækkelige dage i et flydende fængsel? Tusindvis af krydstogtspassagerer, der sidder indespærret i deres kahytter i et skib forankret ud for Japan, afviser, at de på nogen måde har ekstra feriedage.

– Hvis blot jeg kunne få en banan om dagen. Det er alt, hvad jeg ønsker mig, siger en britisk passager i en Facebook-video sendt fra skibet “Diamond Princess”.

– Det er en forfærdelig situation for de fleste passagerer. Vi må ikke forlade kahytterne, siger den britiske passager David Abel, som er blevet interviewet af en række af verdens medier om sin ufrivillige isolation.

– Jeg ved, at roomservice også får disse beskeder. Kan nogen derfra give mig en banan om dagen? Og hvis kaptajnen også skulle høre dette: så behøver du ikke tænke så meget på bananen. Det ville være rigtig godt at skylle den ned med et glas whisky, siger han i en video.

Briten synes at være ved godt mod til trods for det lange ufrivillige ophold på luksusskibet sammen med flere end 3700 andre.

Krydstogtskibet forlod Yokohama 20. januar. Turen skulle egentlig have været afsluttet den 4. februar.

Nogle få er heldige og har balkoner i deres kahyt, men mange bor ligesom David Abel billigere – uden balkon og uden vinduer.

Efter forhandlinger om bord har passagerer med indvendige kahytter fået lov til at gå op på dækket i halvanden time dagligt. Men under tilsyn og under forudsætning af, at de holder afstand på mindst en meter til andre.

Amerikaneren Sawyer Smith deler kahyt med sin bror og to ældre slægtninge.

– Vi har ingen vinduer og kun én stol, siger han til Reuters.

Tiden går med at læse og se film.

Et nygift par, Alan og Wendy Steel, er på en bryllupsrejse, som har taget en uventet drejning. Oveni kommer Wendy til at holde sin fødselsdag låst inde i kahytten med en frokost, der består af skinke og tørt brønd – en stærk kontrast til de overdådige måltider, som de fik på første del af turen.

– Vi bliver behandlet som fanger og kriminelle. Vi får ikke at vide, hvornår dette får en ende, siger Alan Steel til Washington Post.

Yderligere 41 personer er det seneste døgn bekræftet smittet med coronavirus på det japanske krydstogtskib, der er i karantæne. Dermed er i alt 61 personer om bord smittet med virusset.

Også et andet skib er sat i karantæne på grund af virusset. Det er “World Dream” fra Genting Cruise Lines. Det ligger ud for Hongkong.

/ritzau/Reuters