Amerikanske myndigheder opdager rekordlang smuglertunnel

Amerikanske myndigheder har opdaget den hidtil længste smuglertunnel mellem Mexico og Californien.

Det oplyser USA’s told- og grænsemyndigheder (CBP) onsdag.

Den 1,3 kilometer lange tunnel begynder i et industriområde i den mexicanske by Tijuana og slutter i den amerikanske by San Diego.

Tunnelen er omkring 1,7 meter høj, 60 centimeter bred og omkring 21 meter dyb.

Den er udstyret med en elevator, et system til jernbanevogne, ventilation og et dræningssystem.

Passagen blev ifølge CBP opdaget i august sidste år, men fundet er først blevet offentliggjort nu.

John Callery, der er særlig agent ved USA’s føderale narkopoliti (DEA), fortæller, at mexicanske narkokarteller bliver tvunget til at operere under jorden, når de smugler stoffer til USA.

– Det faktum, at denne tunnel er så sofistikeret, understreger kartellernes beslutsomhed og økonomiske ressourcer, siger han.

Opdagelsen af tunnelen har indtil videre ikke ført til nogen anholdelser eller beslaglæggelser.

/ritzau/dpa