Briter under pres siger delvis ja til Huaweis 5G-netværk

Storbritannien vil tillade den kinesiske telegigant Huawei at spille en mindre rolle i opbygningen af et 5G-netværk.

Det oplyser den britiske regering tirsdag efter at have været under hårdt pres fra USA.

Afgørelsen vil ikke blive modtaget venligt af præsident Donald Trump. Med brexit lige om hjørnet kan det kaste grus i det samarbejde, som premierminister Boris Johnson har stillet i udsigt med USA.

Det hedder i den nye bestemmelse, at en “højrisiko-byder” vil blive udelukket fra sensitive dele af det kommende mobil- og netværk.

Men i samme omgang lyder det, at en “højrisiko-byder” vil kunne få andel i “ikke-følsomme” dele af 5G. Dog kun op til 35 procent.

Det fremgår ikke klart, hvordan det skal forstås, og hvordan det skal virke.

Men Huawei vil med sit 5G-netværk ikke få lov at nærme sig atomanlæg og militære baser.

USA’s regering har klart ladet forstå, at hvis Storbritannien skal være en nær partner, når landet fredag ved midnat træder ud af EU, så bør det udelukke Huawei helt.

Det amerikanske argument er, at Huawei er nært forbundet med Kinas kommunistiske regime. Og at det som 5G-udbyder kan bruge sit udstyr til at stjæle oplysninger i de vestlige lande.

Den konservative britiske regering ville med en fuldstændig udelukkelse af Huawei risikere at anstrenge sit forhold til den vigtige samhandelspartner Kina.

Huawei benægter alle beskyldninger om spionage.

/ritzau/AFP