Omans længe siddende sultan Qaboos bin Said er død

Omans sultan, Qaboos bin Said, er død fredag. Han blev 79 år.

Det oplyser omansk stats-tv natten til lørdag dansk tid.

Sultanen var i Belgien i december for at modtage behandling for sit dårlige helbred.

Qaboos bin Said havde ledet Oman, siden han tog magten i et militærkup i 1970 med hjælp fra Storbritannien, landets tidligere kolonistat.

Sultanen efterlader sig ingen børn og havde ikke offentligt udpeget en afløser inden sin død.

I en vedtægt fra 1996 står der, at den regerende familie skal udpege en arvtager inden for tre dage efter regentens død.

Sker det ikke, vil et råd bestående af embedsmænd fra militæret, højesteretsdommere og to repræsentanter for den lovgivende forsamling udpege den person, hvis navn sultanen hemmeligt har nedskrevet i et forseglet brev, som ny sultan.

/ritzau/Reuters