Lektor: Militær konflikt mellem Iran og USA er sat på pause

Det kommer ikke til at få nogen betydning for konflikten mellem Iran og USA i Mellemøsten, at iransk militær har erkendt, at det ved en fejl kom til at nedskyde et passagerfly i onsdags nær hovedstaden, Teheran.

Det vurderer Peter Viggo Jakobsen, der er lektor ved Forsvarsakademiet.

Flyet blev skudt ned onsdag morgen, hvor Iran havde beskudt to militærbaser i Irak som hævn mod USA for drabet på den højtstående general Qassem Soleimani.

– Det kommer ikke til at betyde noget, fordi iranerne har indrømmet, at det er en fejl, hvilket alle informationer også tyder på.

– Det et svært at forestille sig, at iranerne med vilje skulle have nedskudt et fly med en masse af sine egne statsborgere om bord.

– Indrømmelsen betyder kun noget over for de regeringer, der har haft borgere om bord på flyet, som ville have kastet lys over tragedien. Det har de nu fået, og det bør lette en del af det politiske pres.

– Hvis der kun havde været amerikanere eller vesterlændinge om bord, kunne verden være fyldt med konspirationsteorier, men nu bliver ulykken bare en parentes i konflikten, siger Peter Viggo Jakobsen.

Om bord på flyet var omkring 80 iranere, 60 canadiere samt ukrainere, svenskere, afghanere, tyskere og briter. Alle 176 mennesker om bord omkom.

Iransk militær har lørdag morgen oplyst, at flyet – der var fra Ukraine International Airlines – var fløjet tæt på et “følsomt militært område” tilhørende Irans Revolutionsgarde, da det ved en fejl blev skudt ned.

– Man kan undre sig over, at det kunne ske. Men Iran var i forsvarsposition, fordi man frygtede et modangreb fra USA og har sandsynligvis troet, at det var et amerikansk fly, siger Peter Viggo Jakobsen.

Han vurderer, at den militære del af striden mellem USA og Iran er sat på pause, efter at Iran har fået en form for hævn på drabet på Qassem Soleimani med beskydningen af de to militærbaser.

– Den militære konflikt mellem Iran og USA er lagt død for nuværende. Det kan godt blusse op igen, men landene er bange for at ende i en storkrig, og derfor vil man ikke bruge militær magt direkte mod hinanden, siger han.

Konflikten vil i stedet køre videre på andre fronter, vurderer han.

Amerikanerne bruger økonomiske sanktioner mod Iran, der til gengæld vil lægge pres på andre regeringer i Mellemøsten for at få USA ud af regionen.

/ritzau/