Kæmpebrand får militæret til at evakuere australsk turistø

De australske myndigheder udsender natten til torsdag dansk tid nye advarsler om brande og evakuerer igen, da ekstrem varme er vendt tilbage.

Efter flere dages køligere vejr er temperaturen igen nået over 40 grader i det sydlige Australien, hvilket har forstærket de mange kæmpestore brande.

På turistøen Kangaroo Island i den sydlige delstat South Australia er militæret sat ind for at evakuere dele af øen. Det skriver det australske medie Nine News.

Indbyggere på øen har fået at vide, at de har fem minutter til at forlade deres hjem af militæret, der torsdag formiddag lokal tid er gået fra dør til dør og har evakueret.

Tæt på byen Parndana midt på øen er en stor brand ude af kontrol og har retning mod byen.

– CFS (brandvæsnet i South Australia, red.) råder folk til ikke at vente på en alarm, da det på det tidspunkt vil være for sent at komme væk, siger brandchef Ian Tanner til 10 News First Adelaide.

– Vejene væk fra byen er åbne lige nu, men de vil snart være for usikre at bruge og kan blive lukket, siger han.

Onsdag var Australiens premierminister, Scott Morrison, på besøg på Kangaroo Island, efter at flere brande har ødelagt en tredjedel af øen.

Her blev Scott Morrison fanget i at sige til lokale beboere, at “heldigvis døde ingen i brandene”, indtil en af de lokale måtte afbryde og sige:

– Vi havde to døde.

I store dele af delstaten Victoria, hvor tusindvis var strandet ved kysterne grundet brandene i sidste uge, har myndighederne forlænget en undtagelsestilstand med 48 timer og bedt borgere om at forlade deres hjem.

/ritzau/