PORTRÆT: Død dansk soldat blev prins Harrys øjenåbner

Nummer seks i den britiske tronfølge, prins Harry, og hans hustru, Meghan, vil ikke længere være blandt de fremtrædende medlemmer i den britiske kongefamilie.

Sammen vil de nu prøve at blive økonomisk uafhængige og søge mod Nordamerika.

Her vil de kaste sig over velgørenhed – et emne der tilsyneladende ligger prinsens hjerte nær.

Især har prinsen, der selv har været udsendt, et særligt forhold til veteraner.

I 2014 stod han bag indførslen af Invictus Games – en slags mini-OL for tidligere udsendte, der er kommet hjem med ar på krop og sjæl.

Hans udsendelse har også skabt en dansk forbindelse, som han har fortalte om under indledningen af Invictus Games i 2017.

To gange har prinsen gjort tjeneste i Afghanistan. Første gang i 2007-2008 i Helmand. Den dag, han afsluttede sin mission, mødte der ham i lufthavnen et syn, der for alvor fik hans øjne op for nogle af krigens følger.

– Da jeg stod og ventede på at gå om bord, så jeg en kiste med en dansk soldat blive sat ind i flyet. Det var hans kammerater, der bar kisten, fortalte prins Harry, da han i september talte ved Invictus Games i Toronto i Canada.

Da han samme år besøgte Danmark, blev han modtaget som en helt af blandt andre kommandørkaptajn Peter Tolderlund, der også var chef for Invictus-projektet.

– Han er noget helt særligt for os, fordi han har deltaget i krig på lige fod med andre soldater. Alle er vilde med ham – mig selv inklusive. Han er virkelig et stort menneske, sagde Peter Tolderlund dengang til Ritzau.

Det var prins Harry, der med Invictus Games inspirerede det danske forsvar til at sætte gang i idrætstræning med veteraner.

– Det har gjort, at mange veteraner er blevet hjulpet videre i livet. Vi har adskillige, som har kunnet stoppe med at tage medicin, eller som er kommet ud af et misbrug, sagde Peter Tolderlund.

Danmark har deltaget i Invictus Games siden 2014, og kronprins Frederik var med til åbningsceremonien ved de første lege.

Prins Harry blev i 2018 gift med den amerikanske skuespiller Meghan Markle. Parret har haft et anstrengt forhold til pressen.

Efter at de har annonceret deres mere tilbagetrukne tilværelse, kan man da også læse et nyt afsnit på deres hjemmeside:
– Efter parrets beslutning om at ændre modellen for deres arbejde i 2020 er det passende at tilpasse deres forhold til medierne, så det reflekterer deres nye roller.

– Det er et oprigtigt håb, at denne ændring i forhold til medierne vil fremme tilgængeligheden og give hertugen og hertuginden mulighed for at dele oplysninger mere frit med offentligheden.

/ritzau/