Irans øverste leder: Angreb var et slag i ansigtet på USA

Irans angreb mod to luftbaser i Irak er et “slag i ansigtet” på USA.

Det siger Irans øverste leder ayatollah Ali Khamenei onsdag morgen umiddelbart efter det iranske angreb.

Han taler til en forsamling, hvor der blandt andet bliver råbt “død over USA”, beretter nyhedsbureauet Reuters.

Den åndelige leder understreger samtidig, at USA, Israel og det “arrogante system” – en reference til Vesten ifølge Reuters – er Irans fjender. Han mener, at amerikanske soldater bør forlade regionen.

Irak affyrede natten til onsdag adskillige ballistiske missiler mod luftbasen Ain Al-Asad i det vestlige Irak. Der er både amerikanske og danske soldater blandt de udstationerede på basen.

Også en luftbase i Erbil i den nordlige og kurdiske del af landet blev beskudt.

Umiddelbart er der ingen officielle meldinger om tilskadekomne på de to luftbaser.

Irans angreb var et modsvar på USA’s drab på den magtfulde iranske militærleder Qassem Soleimani fredag i sidste uge.

Iran har tidligere kaldt drabet for en “krigserklæring”.

Efter angrebet på de to baser har Irans udenrigsminister Mohammad Javad Zarif skrevet på Twitter, at “Iran hverken søger en eskalering eller krig”.

Efter angrebet har den amerikanske præsident, Donald Trump, på Twitter skrevet, at “alt er godt”.

Præsidenten ventes senere onsdag at følge op med en officiel udtalelse på vegne af USA.

/ritzau/Reuters