USA vil ikke føre Trumps trussel mod iransk kultur ud i livet

USA vil trods præsident Donald Trumps trusler ikke bryde international krigslov og angribe kulturelle mål i Iran.

Det siger USA’s forsvarsminister, Mark Esper, mandag aften dansk tid.

Udmeldingen kommer, efter at Donald Trump i et tweet truede med at ramme kulturelle iranske mål, hvis Iran gjorde gengæld for drabet på den iranske militærleder Qassem Soleimani.

Adspurgt om USA ville angribe kulturelle mål svarede Mark Esper:
– Vi vil følge krigsloven.

Ifølge Haag-konventionen fra 1954 om beskyttelse af kulturel arv er det en krigsforbrydelse at angribe kulturelle mål.

I sit tweet skrev Donald Trump, at USA har 52 iranske mål i sigte, hvoraf nogle har “stor betydning for Iran og den iranske kultur”, hvis Iran skulle ramme nogle amerikanere eller amerikanske mål som gengæld for den dræbte Soleimani.

Situationen i Mellemøsten er eskaleret, efter at et amerikansk droneangreb dræbte den iranske militærleder Qassem Soleimani i Bagdad natten til fredag dansk tid.

/ritzau/Reuters