Tusindvis er samlet til iransk generals begravelse i hjemby

Den iranske general Qassem Soleimani, der er blevet dræbt af USA, bliver begravet i sin hjemby, Kerman, tidligt tirsdag morgen dansk tid.

Soleimanis kiste er ankommet til byen, hvorfra lokalt stats-tv viser billeder af tusindvis af sortklædte mennesker i gaderne.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Antallet af fremmødte i Kerman kan ifølge nyhedsbureauet AFP matche det enorme fremmøde, der har været ved de seneste dages sørgeoptog for den højtstående general i Irans hovedstad Teheran og flere andre byer.

Qassem Soleimani blev dræbt under et amerikansk angreb i Iraks hovedstad, Bagdad, natten til fredag dansk tid.

Soleimani blev ifølge kendere af Iran regnet blandt landets mest indflydelsesrige personer, måske nummer to i hierarkiet efter Irans øverste leder, ayatollah Ali Khamenei.

/ritzau/