Retssag mod Weinstein indledt i New York

Den amerikanske filmproducer Harvey Weinstein er mandag ankommet til en retssal på Manhattan i New York, hvor han står tiltalt for to tilfælde af voldtægt.

Den tidligere Hollywood-mogul, som i en årrække var kendt som en af de mest magtfulde mænd i Hollywood, ankom til retssalen i et mørkt jakkesæt, mens han støttede sig til et gangstativ.

Et stort antal beskyldninger fra mange forskellige kvinder har tegnet et billede af filmproduceren som en notorisk overgrebsmand.

De første historier om filmproducerens påståede overgreb i oktober 2017 udløste #MeToo-bevægelsen, som fik sat seksuelle krænkelser på dagsordenen verden over.

De seneste år har næsten 90 kvinder beskyldt ham for seksuelle overgreb lige fra sexchikane til voldtægt. Blandt dem, som har delt deres historier, er højt profilerede skuespillerinder som Angelina Jolie, Salma Hayek og Gwyneth Paltrow.

Men den indledte retssag omhandler kun to sager:
En sag om seksuelle overgreb på producerassistent Mimi Haleyi, som siger, at Weinsten tvang hende til oralsex i 2006.

I den anden sag fra 2013 siger anklagemyndigheden siger, at Weinstein voldtog en anden kvinde, hvis navn ikke er blevet offentliggjort.

Mandagens retsmøde er et indledende retsmøde.

Fra tirsdag skal der vælges nævninger, og det forventes ifølge Reuters at blive svært at finde neutrale personer på grund af den omfattende medieomtale af sagen.

Weinsteins advokat, Donna Rotunno, hævder, at anklagemyndigheden har en dårlig sag. Hun siger, at hun vil foretage lange og indgående afhøringer af de to kvinder, som har rejst anklagerne mod Weinstein.

Det er ventet, at retssagen vil vare i omkring seks uger.

Den 67-årige Harvey Weinstein stod bag prisvindende film som “Shakespeare in Love” og “Den engelske patient”.

Retssagen vil komme til at kaste skygger over kommende prisuddelinger i Hollywood.

En serie af store ceremonielle prisuddelinger blev indledt søndag med Golden Globe. I februar står Oscar-uddelingerne for tur.

/ritzau/AFP