Forsker: Irans atomudmelding er del af et forhandlingsspil

Søndag meddelte Iran, at landet ikke længere vil respektere atomaftalens begrænsninger for, i hvor høj grad det kan berige uran.

At landet nu har taget et nyt skridt væk fra atomaftalen, behøver ikke have nogen væsentlig betydning, andet end at det er ren forhandlingstaktik.

Det vurderer Rasmus Elling, der er Iran-forsker på Københavns Universitet.

– Det er alt sammen en del af et politisk forhandlingsspil, hvor Iran føler sig snydt, og hvor europæerne føler sig tromlet ned af amerikanerne og ude af stand til at gøre det, de skal og er forpligtet til under atomaftalen, siger han.

Overordnet set handler atomaftalen om en vestlig frygt for, at Iran er i stand til at berige uran uafhængigt og blandt andet kan udvikle atomvåben.

Så selv om Iran har et lovligt og civilt atomenergiprogram, så er der også altid mulighed for, at landet har et ulovligt og hemmeligt atomvåbenprogram ved siden af.

– Men vi har bare ikke nogen beviser for, at Iran har sådan et lige nu, siger Rasmus Elling.

Han nævner også, at iranernes udmelding ikke nødvendigvis behøver ske som en reaktion på amerikanernes nylige drab af den iranske topgeneral Qassem Soleimani.

– Vi skal lægge mærke til, at Irans udenrigsminister stadig siger, at de er åbne for at forhandle med USA, på trods af det der er sket med Soleimani, siger Rasmus Elling.

Atomaftalen blev i 2015 forhandlet på plads mellem Iran og FN’s Sikkerhedsråds permanente medlemmer – Storbritannien, Frankrig, Kina, Rusland og USA – samt Tyskland.

Den skulle lette de økonomiske sanktioner mod Iran. Til gengæld indvilgede Iran i, at der blev lagt en række begrænsninger på landets atomprogram, der skulle forhindre udviklingen af atomvåben.

Men efter at USA trak sig fra aftalen forrige år, har Iran skridt for skridt trukket sig fra afgørende dele af aftalen.

Søndagens udmelding er således den seneste af en række skridt væk fra aftalen.

Efter iranernes udmelding opfordrede Frankrig, Storbritannien og Tyskland Iran til igen at respektere atomaftalen.

– Vi opfordrer Iran til at ophæve alle tiltag, som ikke overholder atomaftalen, lød det i en fælles udtalelse fra de tre landes ledere.

/ritzau/