FAKTA: Det går atomaftalen med Iran ud på

Søndag meddelte Iran, at landet ikke længere vil overholde begrænsningerne i atomaftalen for, i hvor høj grad landet kan berige uran.

Det udgør ellers en vigtig del af aftalen fra 2015.

Læs her mere om, hvad atomaftalen går ud på:
* Atomaftalen blev indgået i juli 2015 mellem Iran og de fem permanente medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd – Storbritannien, Frankrig, USA, Kina og Rusland – samt Tyskland.

* Aftalen indebærer blandt andet, at Iran skal afvikle centrale dele af sit atomprogram. Iran har tidligere opfyldt alle krav i aftalen.

* Til gengæld skal omverdenen udfase en række omfattende økonomiske sanktioner mod Iran. Sanktionerne lagde Irans økonomi i ruiner.

* Med ophævelse af sanktionerne blev det blandt andet muligt at sende penge ind og ud af landet, og Iran fik adgang til omkring 100 milliarder dollar, som havde været indefrosset i banker i udlandet.

* Det første krav i aftalen gik ud på, at Iran skulle reducere sine lagre af lavberiget uran med 98 procent, så der ikke er tilstrækkelige mængder tilbage til at lave atomvåben. Det meste uran blev sendt til Rusland.

* Desuden skulle landet afvikle 12.000 centrifuger. De blev brugt til at berige uran, som kan bruges til at lave atomvåben.

* Iran har fjernet og ødelagt kernen i atomreaktoren i Arak. Det er et af de mest centrale atomkraftværker i landet. Styret har dog tidligere meldt ud, at det kan rekonstruere reaktoren, hvis der bliver behov for det.

* USA’s præsident, Donald Trump, trak forrige år USA ud af aftalen med Iran. Det betød, at USA genindførte økonomiske sanktioner mod Iran, som ellers var droppet som et af USA’s bidrag til aftalen.

* EU har mange gange opfordret det internationale samfund til at holde fast i atomaftalen med Iran.

* Men iranerne mener ikke, at europæerne har levet op til deres forpligtelser i atomaftalen ved ikke at afbøde effekten af USA’s sanktioner mod landet.

Kilder: dpa, Reuters, Ritzau.

/ritzau/