Trump advarer Iran: Vi har udset os 52 mål for angreb

USA har udset sig 52 iranske mål for militære angreb, såfremt Iran gør alvor af trusler om at gengælde drabet på den iranske general Qassem Soleimani.

Det skriver præsident Donald Trump i en række opslag på Twitter sent lørdag aften dansk tid.

De militære mål “vil blive ramt meget hårdt og voldsomt”, skriver Trump.

– USA accepterer ikke flere trusler, fortsætter han.

At der netop er tale om 52 mål, begrunder Trump med, at det svarer til det antal amerikanske gidsler, som Iran tog “for mange år siden”.

Trump refererer til en hændelse i 1979, da militante iranere besatte den amerikanske ambassade i Irans hovedstad, Teheran, og holdt 52 amerikanske statsborgere som gidsler i 444 dage.

Gidseltagningen forgiftede forholdet mellem Iran og USA i årtier.

Det amerikanske militær dræbte fredag general Qassem Soleimani i et droneangreb ved den internationale lufthavn i Iraks hovedstad, Bagdad.

Lørdag advarede den iranskstøttede shiamilits Kataib Hizbollah i Irak irakiske sikkerhedsstyrker om, at de fra søndag aften skal holde sig mindst en kilometer fra amerikanske baser.

Advarslen fra den militante gruppe kommer, kort tid efter at raketter lørdag aften slog ned i den såkaldte Grønne Zone i Iraks hovedstad, Bagdad, hvor blandt andet USA’s ambassade ligger.

/ritzau/