Seks såret i raketangreb i Bagdad

Tre katjusja-raketter er søndag aften slået ned i Iraks hovedstad, Bagdad.

To af dem ramte tæt ved den amerikanske ambassade, der ligger i den såkaldte Grønne Zone.

Yderligere en raket af samme type har ramt det nærliggende Jadriya-område.

Det meddeler Iraks militær ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Seks mennesker er såret, oplyser politikilder. Det er ikke umiddelbart oplyst, hvilken nationalitet de pågældende har, eller om de er blevet såret i Den Grønne Zone eller i Jadriya.

Det er 14. gang inden for de seneste to måneder, at der er affyret raketter mod amerikanske mål i Irak.

Så sent som lørdag aften slog raketter ned i Den Grønne Zone. Samme aften ramte to raketter af samme type – katjusja – den militære luftbase al-Balad, hvor der også er amerikanske soldater.

Lørdag advarede den iranskstøttede shiamilits Kataib Hizbollah i Irak de irakiske sikkerhedsstyrker om, at de fra søndag aften skal holde sig mindst en kilometer fra amerikanske baser.

– Sikkerhedsstyrker må holde sig fra amerikanske baser på en afstand af ikke under tusind meter fra søndag aften, meddelte militsen ifølge tv-stationen Mayadeen.

/ritzau/