Iraks parlament vil have USA-ledet koalition ud af landet

Det irakiske parlament har søndag opfordret landets regering til at sende den USA-ledede koalition, herunder også danske styrker, ud af Irak.

Parlamentet har vedtaget en resolution, der beder regeringen om at ende tilstedeværelsen af udenlandske styrker i landet. Regeringen skal sikre, at styrker hverken er på Iraks landområder, i luften eller på vandet.

Resolutioner vedtaget af Iraks parlament er ikke bindende for regeringen.

Kort forinden havde den irakiske premierminister, Adel Abdul Mahdi, dog selv opfordret parlamentet til at vedtage resolutionen.

Søndagens beslutning kommer, efter at den iranske militærleder Qassem Soleimani fredag blev dræbt i et amerikansk luftangreb.

Den officielle forklaring bag resolutionen er dog en anden.

Her lyder det, at det er sejren over den militante gruppe Islamisk Stat, der er årsagen til, at de udenlandske styrker skal ud.

– Regeringen forpligter sig til at ophæve sin anmodning om hjælp fra den internationale koalition, der kæmper mod Islamisk Stat, fordi der ikke er flere militære operationer i Irak, og vi har opnået sejr, lyder det i resolutionen.

De seneste år har de danske soldater fra al-Asad-basen vest for Bagdad især trænet og rådgivet den irakiske hær. Alle træningsaktiviteter er dog blevet midlertidigt indstillet, meddelte Forsvaret lørdag.

Ifølge Forsvaret er der fortsat cirka 130 danske soldater udstationeret her.

Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) siger i en skriftlig kommentar, at regeringen er opmærksom på udfaldet af afstemningen i det irakiske parlament.

– Vi er i løbende kontakt med vores koalitionspartnere, og vi undersøger sammen med dem det præcise omfang af dagens afstemning, siger Kofod.

– Det er vigtigt at huske på, at vi er i Irak for at bekæmpe Isil. Og den opgave er ikke slut, understreger han.

Isil er en af flere betegnelser for Islamisk Stat.

Formand for SF Pia Olsen Dyhr siger derimod, at regeringen hurtigst muligt bør hive danske tropper ud af landet, hvis den irakiske regering bekræfter parlamentets ønske.

Danske soldater bør ikke deltage i missioner i lande, hvor de er uønsket, mener hun.

– Vi har siden 2014 deltaget aktivt i kampen mod Islamisk Stat i Irak, og vi har for nylig indvilget i at ville træne og oplære irakiske sikkerhedsstyrker på al-Asad basen.

– Begge indsatser er dog sket på baggrund af, at irakerne selv bad os om at hjælpe. Ønsker man ikke længere det, bør vi tage konsekvenserne, siger hun i en skriftlig besked.

Mandag er der ekstraordinært indkaldt til møde i Nato-ambassadørkredsen for at drøfte situationen i Irak og den øvrige region.

– Vi ser også frem til at høre mere fra den irakiske regering, siger udenrigsminister Jeppe Kofod.

Danmark skal med udgangen af året efter planen overtage Natos træningsmission i Irak, der består af 500 mand.

Det indebærer blandt andet, at danske soldater skal stå for sikkerheden under persontransporter i det område, hvor Qassem Soleimani blev dræbt.

Den 62-årige general var leder af Quds-elitestyrken i Irans Revolutionsgarde og en af Irans mest magtfulde mænd.

/ritzau/Reuters