Østrigs grønne partileder mødt med jubel på kongres

Partileder Werner Kogler blev modtaget med jubel og stående klapsalver, da han lørdag indtog talerstolen ved partikongressen hos det østrigske parti De Grønne.

Her skal de 276 delegerede senere lørdag stemme ja eller nej til den regeringsaftale, som Kogler gennem flere uger har forhandlet på plads med den konservative partileder, Sebastian Kurz.

Det er på forhånd ventet, at der vil være bred opbakning til aftalen, og at dømme ud fra de flere minutter lange stående klapsalver, bør Kogler ikke være bange for, at den bliver afvist.

– Vi er valgt til at overtage ansvaret, siger partilederen i sin tale ved kongressen.

Regeringsaftalen indeholder mål om at være CO2-neutral inden 2040. I 2030 skal Østrigs strøm udelukkende komme fra vedvarende energi, fremgår det af aftalen, som er blandt verdens grønneste.

– Store fede firhjulstrækkere bliver dyrere. Beklager, siger Kogler i sin tale.

Målet er, at udledning af drivhusgasser går i nul med optagelsen af drivhusgasser om senest 20 år. Derfor skal fossile brændstoffer “væk, når vi gennemfører det”, tilføjer den grønne partiformand.

Hvis regeringsaftalen godkendes på partikongressen, har Kogler udsigt til at blive vicekansler, mens Sebastian Kurz igen vil indtage kanslerkontoret.

De Grønne sætter sig på blandt andet miljøministeriet.

/ritzau/dpa