Danske soldater skærper fokus på egen sikkerhed efter angreb

Forsvaret har været i kontakt med de danske bidrag i Irak, og alle danskere har det godt og afventer situationen.

Det oplyser Forsvaret, efter at en iransk militærleder natten til fredag er blevet dræbt i et amerikansk luftangreb i Irak.

Beredskabet er som følge af udviklingen blevet skærpet i Iraks hovedstad, Bagdad, og på al-Asad luftbasen i Anbar-provinsen i det vestlige Irak.

– Konkret har soldaterne skærpet fokus på deres egen sikkerhed.

– Det betyder blandt andet, at de danske soldater har deres sikkerhedsudrustning med sig rundt, og at de mødes hyppigere end normalt, oplyser Forsvaret i en skriftlig kommentar.

Soldaternes sikkerhedsudrustning består af en fragmentationsvest, som beskytter overkrop og hals mod fragmenter, og en hjelm.

Ifølge Forsvaret er der i øjeblikket cirka 130 danske soldater på al-Asad luftbasen og knapt ti mand i Bagdad.

Det er blandt andre den højtstående militære leder Qassem Soleimani, der er blevet dræbt i et amerikanskledet angreb natten til fredag.

Han menes at have koordineret de seneste dages angreb på amerikansk støttede baser i Irak.

Angrebet har fået iranske ledere til at varsle en “brutal hævn”.

Forsvarsminister Trine Bramsen (S) betegner situationen i Mellemøsten som “alvorlig”.

– Vi følger situationen tæt og har stort fokus på vores danske soldaters sikkerhed, skriver hun på Twitter.

/ritzau/